Historie

Atletik i Fredensborg kom første gang på landkortet da Harald Nielsen i 1926 satte dansk rekord på marathondistancen i tiden 2:42:45. Senere i 1953 blev klubben en afdeling af den lokale gymnastikforening og få år senere en afdeling af Fredensborg Boldklub og Idrætsforening.

Fredensborg Atletik Klub blev stiftet som selvstændig klub den 28. februar 1983 og har siden haft atletikfaciliteter og klubhus på Fredensborg Stadion, Kastanievej 16, Fredensborg.

Klubben havde i 1983 omkring 120 aktive medlemmer, hvoraf 90% var under 18 år. I dag har klubben ca. 250 medlemmer, og 85% er over 18 år.

I 2017 bliver Fredensborg Stadion moderniseret med kunststofbaner og lysanlæg.
 

Klubbens sportslige storhedstid:

Fredensborg AK blev i 1986 valgt til årets atletikklub på Sjælland og vandt mesterskabsstanderen. I 1987 rykkede klubben op i elitedivisionen. Første danske seniormesterskab kom i hus i 1988.

Det blev til en flot 4. plads i landsturneringen i 1990 og vi var meget tæt på en bronzemedalje. I 1991 vandt klubben i alt 6 seniormesterskaber. Klubrekorderne taler sit eget tydelige sprog om den sportslige udvikling i klubben med 104 rekorder i 1985, 88 i 1986, 59 i 1987, 99 i 1988, 36 i 1990 og 95 i 1991.

Klubben har mønstret mange kendte atletikudøvere, f.eks. Carsten Jørgensen og Jan Cordius. Landsholdsdeltagere: Bjarne G. Pedersen, Jan Cordius, Michael Olsen, Henrik Damgaard, Jacob Larsen, Vanessa Mortensen og Sofie Olesen. Klubben formåede i 80erne og i starten af 90erne at tiltrække elitetrænere fra Polen, Finland og Danmark.